Sellesborg, 5. vornedegård i Nylars
Sellesborg, 5. vornedegård i Nylars. Gården viser et typisk forlænget anlæg. Den danner et fint sluttet hele med stengærde omkring den smukke have og videre langs marken forbi den bagvedliggende dam. På gårdspladsen ligger den lille, fritliggende ”gårdkone”, og i det fjerneste hjørne står en hestegang. Tæt op til gårdens jord ligger stationsbyen Nylars med den ene af øens fire rundkirker, Nylars Kirke. Den lå oprindelig alene uden bydannelse; en sådan opstod først omkring århundredskiftet i forbindelse med anlægget af jernbanen. I det vidtstrakte landskab hæver Almindingen sig i baggrunden. Det ret flade landskab forrest er typisk for Sydbornholm til forskel fra det mere kuperede Nord- og Østbornholm. Foto Sylvest Jensen før 1953, hvor der kom fast tag på nogle af udlængerne.