Hullegård, 7. selvejergård i Østermarie
Hullegård, 7. selvejergård i Østermarie, Saltunavej 3. Luftfoto Sylvest Jensen, 1955. KB.
I bogen om "Svensk Indvandring til Bornholm", Bornholmske Samlinger 2013, arbejdede Birgit Bender med statistik i sin artikel om svenske indvandrere. Hun har finkæmmet folketællingen 1901 - fordi den er så rig på oplysninger. Der bor flest svenske i Rønne-området og på Nordbornholm, færrest på den østlige del af øen. I Østermarie var der således kun 85 af svensk afstamning ud af i alt 2.356 indbyggere. De var hovedsagelig beskæftiget indenfor landbrug, bosat fx i "Nysverrig" og supplerede indtægterne ved at hjælpe til på gårdene. Vi har illustreret Østermarie med dette billede fra Hullegård, 7. selvejergård på Saltunavej, med ejerne, (Gelius og Anna Kofoed og deres søn Ejnar, f. 1899) samt tyende, familie og venner - vi ved ikke hvad årsagen var til at fotografen var hidkaldt. Men det er jo ikke utænkeligt, at nogen af de mange mennesker havde svensk baggrund.
|
Gelius Peter Kofoed blev født 25 november 1868 i Rø sogn, blev gift med Anna Jørgine Caroline Hansen den 25 november 1897 i Rø kirke. Han var Gårdejer og i 1938 er han noteret som Bankbestyrer i kirkebøgerne. Han døde 15 maj 1938 på "Baunehøj" i Østermarie.
Fotografen var Mathias Pedersen, Bornholms eneste "sognefotograf", han boede i Østermarie og næsten alle hans billeder er derfra. Billedet kan være taget i 1901 og giver dermed også et indtryk af de mennesker, der blev optalt det år! Billedet er en kopi af en glasplade 13x18, fra Mathias Pedersens samling på Bornholms Museum. BM. BM 1125. |