Lillegård, 26. selvejergård i Rø
GÅRDNAVNE: Lillegaard, Sønder Nørregaard, Nørregaard
NUMRE, ADRESSE: 26. selvejegård, matr. 28a, Nørregårdsvej 1, Gudhjem. PERSONALIA: Overtaget 1948 af Alman Nicolaj Skovgård Ambrosen, f. 2.3. 1907. JORDTILLIGENDE: 1950: 12,9 ha BYGNINGSÆNDRINGER: MØLLER OG ANDRE BYGNINGER: - INTERIØRBILLEDER: FORTIDSMINDER: - SÆRLIGE NATURFORHOLD: - GAMLE KORT: - UNDERSØGELSER: SAMLINGER AF FOTOS OG ANDET: KOMMENTARER: Nabogården er Nordre eller Nørre Nørregård. |
Nørregårde, 6. og 26. selvejergård (Lillegård), 1885. Rø
|
Lillegård, Nørregård i Rø, ukendt fotograf, Kilde: Gudhjem Arkiv.
Jens Riis Jørgensen skriver: Jeg har ikke set billedet før, men gætter på, at det må være blevet afleveret efter familien Lund, som havde Søndre Nørregård frem til 1923. Snedker Lund med værksted i Rø by gik meget op i sit barndomshjem her og kom straks glad som "glâsara", når en rude var slået itu. Han fortalte om den gamle bindingsværksgård fra før Ambrosen byggede den om. Der er et foto af nordre længe i Lokalhistorisk Samling. På billedet ser vi to kvinder. Det må være gamle fru Lund, kone til Niels Christian Lund, der købte af Carl Johan Lambrecht i 1878. Lambrecht tog jo til Staterne. Den anden kvinde må så være konen til sønnen Niels Mahler Lund, der købte Søndre Nørregård i 1915 af forældrene og solgte til Andreasen (Andrisen, sagde vi) i 1923. Kofoed købte gården i 1941 og fru Rigmor Ambrosen i 1948, hvor vi ser den på luftfotoet i Gårdebogen. Ambrosens byggede meget om, som det allerede ses på Sylvests luftfoto i 1955. H. P. K. Riis Jørgensen erhvervede ejendommen i 1957 og byggede kvisten på omkring 1960. Han købte senere Nørre Nørregård på modsatte side af vejen. Der var bindingsværksstuehuset blevet udskiftet i 1914 med det nuværende grundmurede. Begge gårde har spændende historier op gennem 1700- og 1800-tallet. Nørre Nørregård har skov, kaldt Nordskoven, grænsende op til Strandskoven, og Søndre Nørregård indgår med sin skovbrinke i Dyndalen overfor Rågelund på modsatte side af åen. Rågelunds jorder helt ned og klos op til Helligdommen blev for 3½ år siden lagt til Lillegård, som Ambrosen kaldte Søndre Nørregård.
I baggrunden kan vi ane kaptajn Vangs nye stuehus til Dyndalegård med tilbygget frontkvist. Anine Lund, født Mortensen i 1851 på en gård ved Bølshavn, døde 87 år gammel i 1938. Hun var mor til en række børn, herunder Thorvald Saturnius Lund, som blev snedker og glarmester. |
Thorvald Lund var vinterbader og døde 90 år gammel i 1983. Thorvalds bror Niels Mahler Lund (Mahler skyldtes familien på gården ved Bølshavn) var født i 1886 i Rø og døde i Rønne i 1968. Han var kun gårdejer i 8 år. Han blev gift i 1915 med Agnes fra Offergård ved Bølshavn i Østermarie (1892-1982). Billedet er sandsynligvis fra begyndelsen af 1920'erne og det er nok taget af en Gudhjemfotograf.
I Brandforsikringsprotokollen er "Straa" på stuehustaget rettet til "Plader" den 15. jan. 1947. Der er også ændret i værdierne for længerne, der for en del må have fået oplagt pandeplader omkring 1946, hvor det ældste luftfoto skulle være taget. Efter større ombygninger blev forsikringen fornyet den 6. april 1948. Da var østre længe på 6 gamle bindingsværksfag revet ned. Nordre længe var på 14 bindingsværksfag, som i 1873 erstattede en gammel længe på 15 fag. Vestre længe var på 10 bindingsværksfag i 1899, mens denne længe ved den første brandforsikring den 15. aug. 1844 blot var på 5 gamle fag. I 1844 var stuehuset på 13 bindingsværksfag, som i foråret 1948 blev bygget om til situationen, som ses på luftfotoet fra 1950'erne. Godt fire fag blev revet ned af stuehuset for at give plads til den brede ladelænge i vest, bygget hen over det gamle bindingsværk. Nu kan man så kikke på det gamle indledningsfoto og prøve at få det til at passe med 13 fag. Det kommer an på en opmåling, hvis det skal bevises. Jeg målte længen op i 1977, og jeg vender tilbage, når jeg har fundet målene. Bygningerne ses på matrikelkortet i 1818 og på Hammers kort fra 1746. Stuehusetvar blevet forlænget i vestenden. Så vidt, jeg husker, blev stuehuset i 1948 forlænget med 1 fag mod øst efter nedrivningen af vestenden. På gårdsiden af stuehuset havde Carl Johan Hartvig Lambrecht bygget en hodda ud for to af fagene i midten, halvandet år før Niels Christian Lund overtog stedet. Hans søn Thorvald blev født i 1892 og kunne have hjulpet med det gamle foto. |
Lillegård, Rø, 26. slg. Nørregårdsvej 1, 3760 Gudhjem. Sylvest Jensen. KB.
Lillegård, Rø, 26. slg. Nørregårdsvej 1, 3760 Gudhjem. 1955. Sylvest Jensen. KB. Åbenbart tilføjet en kvist det år.