Ole Edv. Koefoeds erindringer, Langemyregård, Aaker, Sønder Herred
|
Til hovedsiden om Langemyregård HER.
|
Ole Edvard Koefoed, 1880-1957,'s barndoms- oguUngdomserindringer, nedskrevet 1955. (Er trykt i Jul på Bornholm 1987 side 17-21, med forord af Arne Madsen side 16.). Han blev lærer på Borgerskolen i Rønne, viceskoleinspektør, og boede i den store gule gård på Bagerpladsen, Rønne. Se ham - og læs om ham - blandt lærerne på Borgerskolen HER.
Den 29. juni 1880 måtte mor og jeg blive hjemme på Langemyregård. Det var ellers den dag, det årlige dyrskue blev afholdt i Hareløkkerne i Almindingen. Det var altså min fødselsdag. Mange år efter hørte jeg, at far, der fik bud om begivenheden, af glæde over at være blevet far for 12. gang, gav rødvin ved frokosten ved dyrskuet. Da jeg engang talte med far her i Rønne, for det ud af mig: “Er det sandt far, at du gav rødvin ved dyrskuet den dag, jeg blev født? - Jeg synes det harmonerer så lidt med din absolutte sparsommelighed!” - “Kan såmænd være”, svarede far. “Det gør ikke så meget, om man en enkelt gang lader en 100 kr springe; man skal blot passe på de små unødige udgifter! (den daglige dosis)”. Min mor kan jeg ikke huske. Hun døde, da jeg var 4 år, blot et par måneder efter min bror Alfreds fødsel. Mange på gården blev smittet og lå syge (tyfus). Far måtte stå inden for vinduet og se på, at de kørte vor mor bort fra Langemyregård til kirkegården. Jeg selv undgik sygdommen, da jeg blev bragt til Åkirkeby, hvor jeg boede hos farbror, onkel Koefoed, som vi kaldte ham. Han var købmand og avlsbruger, samt sparekassebestyrer. Fra den tid mindes jeg bedst butikken, hvor jeg nok opholdt mig det meste af tiden. Jeg måtte spise bolsjer (Kongen af Danmark) og figen, der var indpakket i bastmåtte og lignede en stor rund, fladtrykt ost. Jeg husker også, at jeg ofte løb hen til gæstgiver Pedersens, hvem far og mor kom sammen med. De havde foruden gæstgiveri også købmandsforretning og avlsbrug. På dette sted ligger nu “Kanns Hotel”, medens onkel Koefoeds forretning stadig eksisterer. Onkel Koefoeds lille sparekasse er blevet stor. På et andet sted. Een af hans sønner (løjtnant, lærer) blev sparekassedirektør efter sin far. Nu hedder direktøren Ipsen, gift med en af P. Lund Koefoeds døtre, altså stadig familie. - Efter at sygdom og smittefare var overstået på Langemyregård, kom jeg jo hjem igen. Mine søskende har fortalt mig, at jeg ikke ville hjem, men blive i Åkirkeby og forsøgte at skjule mig. Jeg kom dog med og har altid været glad og lykkelig for mit gode hjem. Fra barneårene har jeg mange minder, som jeg sagtens ikke kan fremstille i kronologisk rækkefølge. Jeg interesserede mig selvfølgelig for landbruget allerede længe før min skoletid. - Der blev dengang aldrig muget i stalden. Køerne var bundet ved bevægelige 'trægammer': fodergange, der hvilede på meder, og som ved hjælp af en lang stang blev skubbet frem og tilbage; der blev strøet godt med halm, så dyrene stadig kunne stå forholdsvis tørt. Der var højt til loftet, der lå oven på hanebjælkerne; men ved forårstid stod køerne også helt oppe under loftet. Så kom den tid, da køerne kunne komme på græs og gødningen blive kørt ud. Når de andre kørte gødning ud, skulle jeg naturligvis være med. Onkel Koefoed i Åkirkeby, der var meget dygtig til husflid, havde lavet mig en lille firehjulet vogn med stang.. Jeg læssede min vogn, kørte ud på marken og læssede af; det gik hurtigt, for vi løb med bare ben på denne årstid. Når marken var tillavet til såning, sagde far til mig: “kom så du, nu skal vi ud at så”. Vi havde en bred såmaskine, trukket af fars enspænderhest Freja, moder til de fleste heste på Langemyregård i den og den følgende tid. Far satte mig på Frejas ryg, og der sad jeg til far holdt op for den dag. Når sæden var moden, blev leerne ('sajsana') skærpet ('hârade'). Far havde lavet mig en lille le, alt af træ, og jeg blev sat til at meje for; jeg gik i sidste skår og svingede min le, så kom forkarlen, andenkarlen osv. Jo, jeg var med hele tiden – de andre brødre vel sagtens på samme måde. - Så kom det sidste læs (høstlæs – skrigelæsset) fra marken; det var forkarlen, der hentede det. Der var ikke meget korn på dette læs, men des flere unger, der alle skreg og råbte hurra, når vognen svingede ind på gårdspladsen. Jo, der var stemning, ikke alene den dag, men hver dag i høsttiden. Tænk bare, når de 7-8 mejere standsede og 'strøj' (skærpede) leen, så det klang over marken, når man fik eftermiddagsbitteren bragt ud. Eller når man efter dagens sidste måltid gik 'vester ud', uden for gården, satte sig på grøftekanten, spillede harmonika og sang til ca. solnedgang. Det blev jo aldrig længe, vi sad der, for alle var trætte efter dagens slid og skulle tidlig op næste dag. Jo, der var mere poesi over det hele dengang. Dette svandt mere og mere bort, da maskinerne kom. Jeg kan huske, at karlene sparkede på den skinnende, nye mejemaskine og kaldte den 'helvedesmaskinen'. Karlene var vrede over den, da de nu skulle 'bære sakmen', bære den afmejede sæd til stakkene – de ville hellere gøre rigtigt mandfolkearbejde. Efter færdig høst kom høstgildet, årets største fest. Dagen blev bestemt, der blev travlhed i bryggers og køkken.. Dagen oprandt. De mandlige havde travlt med at pynte vognene med guirlander og blomster: den tresædede stadevogn, den store fjedervogn samt en høstvogn. Seletøjet var nypudset, både heste og vogne pyntede. Alle indbudte, daglejere m. familie, gårdens tjenestefolk, vi børn og andre, der havde hjulpet til med høsten, kom med ind i salen, hvor det første gæstemåltid blev indtaget. Derefter steg man til vogns og kørte til 'Graneli' eller et andet sted hen. Der var høj stemning 'om bord', især hvis man kom forbi en gård, hvor de endnu ikke var færdige med høsten. Vi råbte: “spo jer” (skynd jer), “hurra” mm... - Hjemkomst fra køreturen, kl. ca 18, så gik hele selskabet til bords til den store spisning, hvorefter salen ryddedes for borde og stole eller bænke, og dansen begyndte til avlsbruger Niels Kofods violin, som han bragte med sig i en rød kalveskindspose. På et bord i et hjørne var anbragt drikkevarer, der væsentligst bestod af hjemmebrygget øl mm. Henad midnat serveredes smørrebrød, snaps og øl, og senere punch, hvorefter dansen fortsatte til henad de små timer. - Under den store spisning holdtes der flere taler. Far talte for alle høstfolkene og takkede for veludført arbejde; særligt henvendte han sig til forkarlen og staksætteren; sidstnævnte var en alsidig mand: vejmand, havemand, husmand (3-4-5 køer), høstmand og specialist i staksætning – og ind imellem alle disse sysler var han skrædder. Det var dog vistnok mest arbejdstøj. Han syede aldrig på Langemyregård. Ved den store spisning talte forkarlen for husbond og madmor , samt for 'lâpajen', førstepigen, der “lagde” læsset. Forkarlen var hele tiden på marken, andenkarlen læssede af hjemme, og en af os børn kørte 'imæl' – kørte læsset hjem og den tomme vogn ud til forkarlen. Efter at smørrebrødet var indtaget, fortsattes dansen endnu nogle timer. Nabogårdens tjenestefolk var som regel med til festen (dansen) om aftenen. Høstgildet var årets største fest. . Mindre fester for gårdens arbejdere holdtes efter endt mejning, tærskning og jeg tror efter endt efterårspløjning. Traktementet stod på ekstra (pænere) smørrebrød, snaps og øl, derefter æbleskiver og punch. Jeg har af mine søskende erfaret, at jeg ved et afmejergilde (jeg var ca. 5 år) havde gået og nippet af de forskellige puncheglas, og derved fået mig en lille rus og havde opført mig så komisk, at de alle havde moret sig kosteligt over mig. Er dette rigtigt, er det den eneste gang, jeg har været beruset. Da jeg var 7 år, begyndte min skoletid. Jeg begyndte min skolegang i Åker østre skole, hvor også de fleste af mine søskende gik. Jeg havde ca. en halv mil at vandre, i træsko naturligvis. Om vinteren måtte jeg have en lommekniv med til at skrabe eventuel sne ud af træskoene, så jeg atter kunne få fødderne i dem. Der fortælles, at da mine ældre brødre gik i østre skole, var der – efter endt skolegang – store slagsmål mellem 'nordboerne' og 'sydboerne' (dem, der havde deres hjem nord eller syd for skolen). Nordboerne var altid mange flere end sydboerne; men trods dette gik sydboerne altid af med sejren (naturligvis). Her var onkel Konrad sikkert altid anfører; han var en hård negl, og så var han meget stærk. At det var rigtigt med disse slagsmål, har jeg senere fået bekræftet af lærer Nielsen, der senere blev forflyttet fra Østre skole til Grødbyskolen, hvor jeg endte min skolegang og som 17-18 årig gik som præparand. Man skulle i den tid være 1 år på en skole som forberedelse til seminariet. Lærer Nielsen fortalte mig, at han ofte måtte ud i skoven (skolen lå midt i skoven) og skille parterne ad. De sloges ikke alene med knyttede næver, men også med kæppe lavet af tjørn eller hyben ol. Om vinteren lavede de – før skoletid – store forsyninger af snebolde, som de dyppede i vand, så de var frosne til eftermiddagens kamp. Jeg oplevede aldrig disse stridigheder og kampe, da jeg blev flyttet til Grødbyskolen, nærmere Langemyregård, og hvor der aldrig forekom uenighed af denne art. Når vi børn, jeg tænker nærmest på onkel Peder og mig, da vi var nærmest i alder, ikke havde noget alvorligt for, jeg mener hjælpe til med et eller andet, legede vi i hus eller have, rettende sig efter årstiden. Om sommeren legede vi jo ude, mest i haven. 'Vi var landmænd'. Vi havde hver sin gård med masser af køer og heste, lavet af træpinde (pil eller hassel). Vi tøjrede heste og køer på græsplænerne – og vi kørte på besøg hos hinanden. - Om foråret, når der var meget vand i grøfterne uden for gården, lavede vi vandmøller, som vandet trak. Vi lavede også et lille tærskeværk, der blev trukket af vandmøllen og kunne tærske aks. Vi fiskede i åen og i mergelgraven; vi fik således en and på krogen. Snøren var lagt ud til at fiske ål på, og anden havde fået krogen i næbbet. Men vi fik den befriet uden skade for dyret. - Om vinteren hængte vi snarer op i træerne i skoven og fangede fugle deri – hvilket senere hen blev forbudt ved lov. Jo, vi havde mange ting for, men opremse alt er jo umuligt. Vi lavede selvfølgelig buer og pile, som vi skød til måls med. Vi huggede strikkepinde, som vi knækkede i mindre stykker, eller tog stoppenåle fra mors sykurv, anbragte disse i enden af pilen, og så var vi rigtige jægere. Vi skød spurve, og senere skød vi duer, der sad på taget. Når jeg siger vi, hentyder jeg til bror Peder (onkel Bøsthøj), der var to år ældre end jeg; han var vældig dygtig til at finde på. Vi lavede også slynger (=David), som vi opnåede stor færdighed i at bruge – ligeledes slangebøsser. Meget af dette: skyde på fuglene, fange dem i snarer osv., indså vi jo var stygt gjort, i en modnere alder. Den interessanteste tid for os børn var, når vi havde håndværkere på gården, og det var ofte, idet alt blev lavet hjemme: seletøj, fodtøj, træsko mm. Vi havde møbelsnedker til at lave møbler til den vordende brud (søster). Snedkeren arbejdede på salen, der blev hans værksted, medens skomager, skrædder, vævekone osv. arbejdede i folkestuen. Det var jo i vinterhalvåret, vi havde håndværkere. Træskomageren lavede det grove arbejde i huggehuset (værkstedet), medens han om aftenen efter spisetid sad i folkestuen og finpudsede træskoene. Træ til træskoene og møbler mm var selvfølgelig fra egne skove. Træskomageren hed Sejer Mogensen (han var træskomager, murer og husmand med 4-5 køer). Vi holdt alle meget af Sejer Mogensen, der var en stor børneven; han var meget morsom, fortalte bornholmske eventyr, bornholmske remser, han kunne rokke med ørerne og lave rynker på den skallede isse. Vi hang over ham hele tiden. Samtidig arbejdede pigerne med karter og spinderok, og karlene spillede kort (f.eks. 'Marrias') – dog ikke om penge. Så sagde Sejer godnat og gik til sit hjem, der lå ca 3 km fra Langemyregård. Og så gik vi andre også i seng, trætte og søvnige efter en lang dags oplevelser ude og inde. Een af Sejer Mogensens remser kan jeg huske: “Lidijn é du, bojsarne taver du, træskona har du fojla å kalk, om sommarijn går du me haue, om vijnterijn me hat, altid é du tvart imo troen – fi skamma dej, Hâns”. Da jeg var 13 år gammel, kom jeg til fortræd med min venstre hånd. Jeg skulle hjælpe røgteren (=fodermesteren) med at knuse kager (foderkager=kraftfoder).
|
Det var solsikkekager, meget faste og hårde, vel ca. 3 cm tykke. På loftet i stuehuset havde vi en kageknuser med et stort svinghjul. Jeg hjalp røgteren med at trække. Det skete, at maskinen ikke ville bide, dvs. at tænderne gled ind i de samme fuger eller riller. Da var det min opgave at trykke ned på foderkagen, så tænderne atter tog fat. Det gik altså sådan til, at da tænderne atter bed i kagen, tog jeg mine hænder ned – - og den venstre hånd kom i for tæt berøring med 2 tandhjul på den udvendige side af kassen, hvori foderkagen var. Jeg var ikke agtpågivende over for disse tandhjul, der ikke var dækkede, - og, ja, så greb tandhjulene mine fingre. Jeg sagde “av!”. Fodermesteren både hørte og så det og smed sig med hele sin vægt på det heldigvis opadgående håndsving, og maskinen standsede straks. Jeg kan takke ham for, at jeg ikke mistede mere end fingrene (de 3 midterste). Fodermesteren slog alarm. Skruenøglerne var ved redskaberne på marken. En vogn blev sendt til Åkirkeby efter lægen. Der siges, at jeg stod i maskinen i 20 minutter. Jeg havde ingen smerter. Men led jo et stort blodtab. Jeg forsøgte at få hånden fri ved at dreje maskinen baglæns, men det mislykkedes. Maskinen blev skilt ad, så hånden kom fri, blev indsvøbt i en masse håndklæder, og jeg blev bragt til sengs. Efter en halv times kørsel var lægen der. Dr. Carlsen klippede væk (jeg var ikke bedøvet), jeg havde lagenet op over hovedet. Lillefingerens yderste led var delvis knust, og jeg hørte, at doktoren spurgte far, om han også skulle tage det yderste af denne finger bort. Far ville ikke tage bestemmelsen – og doktoren spurgte så mig, og jeg svarede: “lad der blive, hvad der kan”. Og dette sidste led har været mig til uvurderlig nytte (god gribeflade). Da jeg havde ligget hjemme nogle dage, blev jeg kørt til gæstgiver Petersen i Åkirkeby, hvor jeg kom til at ligge i et lille værelse ud til gården. Her kunne lægen nemmere tilse mig. Jeg kan huske, at jeg flere nætter drømte, at nogen kom for at gøre mig fortræd, og bad derfor far om en ridepisk til at forsvare mig med. Jeg fik den – og derefter var der intet i vejen. Ligeledes kan jeg huske, at jeg fik en lille blæseharmonika, som jeg kunne spille på. Musik og sang interesserede alle børnene på Langemyregård. Vi begyndte med blikfløjte (noget lignende blokfløjte) til 10-15 øre pr stk. Jeg har spillet fløjte, ocarino, panfløjte, mundharmonika, harmonika – og da jeg gik på seminariet – violin, som jeg altså har spillet altid (sangundervisning på skolen). Det første år på seminariet ville sanglæreren ikke høre tale om violin; men næste år fik vi en ny sanglærer, og han var interesseret. Min onkel i Neksø, kaptajn O.E. Sonne, hjalp mig til en meget gammel violin, der blev lavet lidt om til mit brug. Det voldte mig nogen vanskelighed i begyndelsen. Jeg måtte jo føre buen med venstre hånd, og det tog sin tid at få lært de 2 fingre at holde og styre buen. Strengene var jo selvfølgelig flyttet, så E-strengen var anbragt på G-strengens plads osv. Efter 2 års slid gik jeg op til eksamen. Jeg blev først prøvet i sang, og censor professor Nebelong sagde: “Det var jo godt, men hvor er det synd, at den karakter skal halveres”. “Koefoed spiller skam også violin”, sagde læreren. Og jeg spillede nogle salmer og fædrelandssange. Prof. Nebelong blev så forbavset og glad, at han omfavnede mig og gav mig rent UG. Nå, det blev lidt langt frem i tiden. - Jeg kom hjem til Langemyregård efter min behandling i Åkirkeby. Hånden lægtes lidt efter lidt. Jeg gik til præst (konfirmationsforberedelse), blev konfirmeret. Det var en stor dag for mig. Den dag fik jeg for første gang lange ærmer i skjorterne, ur (27 kr) i lommen og en ny salmebog. Jeg fik, syntes jeg, mange og fine gaver – men det forslog jo ikke mod fest og gaver i vore dage. En skønne dag tog min far mig ind på sit kontor for at tale med mig. Far var jo altid meget stille og fåmælt over for os børn – lige som vi altid var stille og stiltiende inde i stuen, når far (eller fremmede) var til stede. Men fik vi gæster, da kunne far rigtignok udfolde sig, snakke og synge – ligeledes når han var gæst andre steder. Må jeg tilføje her: På sine gamle dage blev far meget talende og ønskede sine børn om sig så ofte som muligt. Nå, vi kom ind på kontoret, og far sagde til mig, at det nok var bedst for mig, at jeg kom til at 'læse', for jeg var jo slået ud som landmand. Jeg var 14 år og havde vel ikke nogen viden om, hvad der var bedst for mig – og da far mente dette, ja, så var den sag i orden (fars vilje har altid været min lov). Men inden jeg går over til min nye skoletid, vil jeg plukke enkelte minder fra barneårene ud. Det er jo, som jeg tidligere har sagt, ikke let at få alt med i rigtig rækkefølge. Jeg var vel nok ca 6 år. Det var vinter. Der var is på dammen (mergelkulan). Peder og jeg have bestemt, at vi efter middag ville hen at løbe på skøjter på Lille Myregårdsdammen. Den var ikke dyb, og isen var ikke særlig tyk endnu. Jeg havde aldrig haft skøjter på før, så jeg listede mig op på loftet, og under den store stenrulle fandt jeg et par ret små træskøjter. De havde i sin tid tilhørt min ældste søster Sofie og var gået i arv til de mindre søskende, efterhånden som de voksede til og fra. Jeg havde ingen støvler, men fandt et par skaftestøvler, der dog var alt for store. Men der var langt til efter middag; jeg spændte den ene skøjte på min indetøffel, og så forsøgte jeg mig ude ved møddingen, hvor der var en lille plet is, brun som chokolade. Efter middag gik Peder og jeg til Lille Myregård, hvor søster Sofie boede. Jeg fik skøjterne bundet på de lidt store og stive skaftestøvler – og vovede mig ud. Dristig var jeg ikke, men da Peder kunne klare den, skulle jeg også forsøge. Jeg husker, at jeg faldt og slog nakken i isen, og da den ikke var ret tyk, frembragte min nakke den nydeligste stjerne i isen. Peder trøstede mig og sagde: “Det er vejen frem”. Jeg masede på og fik efterhånden lært lidt af kunsten. Med hensyn til skøjteløb gik det stadig fremad, og jeg opnåede til sidst med mine 'Lagergrenere' at løbe, hvad man kalder meget godt uden at blive den store mester. NB. Da jeg var på årskursus i gymnastik i 1906-07, blev jeg udtaget til at spille centerhalf (ishockey) på Københavnsholdet mod svenske studenter fra Lund – de fik klø. Jeg kan huske, jeg var kørende med far til stranden i Pedersker (Sømarken eller Bakkana), hvor vi købte 125 Ol (80 stk.) sild til 15 øre pr Ol. dvs. 10.000 sild for 11,75 kr. Det var andre priser end i dag. Fiskernes fortjeneste var vel nok ringe på den tid. Jeg husker, at jeg løb med Bornholms Avis (højreblad) til St. Grammegård, når den var læst hjemme. Hvad avisen kostede dengang, ved jeg ikke, jeg tænker højst 2 kr for kvartalet. Alligevel var det for flot, dyrt at være ene om den. Jeg plejede ofte at få en tvebak (fra dragkisteskuffen) med syltetøj af gamle fru Dam for at bringe avisen. Da jeg var 7 år, skulle jeg (sammen med Peder) gå på danseskole i Åkirkeby. Vi gik med træsko og havde de hjemmesyede kalveskindssko under armen, at de ikke skulle tilsnavses, men være rene og pæne. Ofte blev vi børn sendt til Åkirkeby efter varer; for dette kunne vi få en 2-øre med til os selv. Vi gik så til bager Dam på torvet og spurgte efter et wienerbrød (5 øre) fra dagen før, og det fik vi for 2 øre. Når vi skulle til familiefest i Almindingen – en dag vi med forventning og lang tid i forvejen så hen til, fik vi børn 3-4-5 femører til at more os for (til slik). Vi kom kørende til Almindingen til kaffetid. Mor købte kogt vand og lavede så kaffen selv. Vi legede hele eftermiddagen, havde knapt tid til at få mad. Kl. ca. 20 begyndte hjemturen. Vi var nok 8-9 i vognen. Vi børn var trætte og faldt snart i søvn. Når vi nåede 'Tauarna' (tuerne), en uopdyrket strækning nord for Langemyregård, begyndte far og mor at kalde på os (vække), at vi kunne vågne helt op til vi kom hjem. Dagen efter plejede far at tage os en for en og spørge - “Nå Peder, Ole --- brugte du alle dine penge i går?” - “Nej, jeg har 2 tilbage”. “Det er godt”, sagde far, “put dem i sparebøssen”. Jo, far indprentede os at spare. Han selv var os et godt eksempel i så henseende, og jeg tror, hans eksempel på dette og andre områder har smittet os på den måde, at vi ikke har brugt mere end vi tjente, og at vi alle har haft det sådan ret godt, både økonomisk og i andre retninger. Vi børn tog jo de glæder og fornøjelser, der bød sig. Sådan mindes jeg en dag. Vi havde haft sne og frost – og så blev det tøvejr, som tog det meste af sneen, så der kun lå et tyndt lag tilbage. Men om natten blev det frostvejr, og dagen derpå faldt sneen tyst og let, et yndigt stille vintervejr. Far må have haft et ærinde i Neksø, for han lod kanen trække frem, de bedste heste spændtes for, de kendte Langemyregårdskaneklokker (der var vist nok 10-12 større og lige så mange mindre klokker), der var velpudsede, kom frem samt rødhvide 'toppe'. Disse sidste skruedes fast i seletøjet på hestens nakke, klokkerne skruedes fast i seletøjet på hestens ryg. Det så vældig flot ud. Far inviterede mig med – og det blev en dejlig og uforglemmelig tur. Vejen gik nogle steder gennem skov. Sneen dalede stille, let og fint ned og lagde sig på træernes grene, der helt overdækkede vejen. Både far og jeg samt de livlige heste nød turen. Jeg husker også, at når der var kanefart (ungdommen i Åker sogn slog sig sammen om en vinterfest, der begyndte med, at 16-17 kaner samledes et bestemt sted, hvorfra de flotte køretøjer startede på en tur rundt i sognet, og som sluttede på hotellet i Åkirkeby til spisning og dans), løb vi børn ned til landevejen og så betaget på det flotte optog. Ja, sådan havde vi børn på landet også vores fornøjelser, som var ganske gratis. - Fastelavnsmandag klædte vi os ud, som regel som soldater med bøsser og sabler (træ) og gik rundt til gårdene i nabolaget, hvor vi blev beværtet med boller og andet. - Nytårsaften skød vi det nye år ind. Vi blev stilet op i haven på række, vi have som regel 3-4 bøsser på gården. Far kommanderede og så faldt skuddene i rækkefølge (løse patroner). Alle brødrene var ivrige og blev dygtige jægere. Det samme gælder jo om far; men efter at sønnerne begyndte at gå på jagt hjemme (markjagt) holdt far op med markjagten – han ville ikke opildne sine sønner til denne sport – behøvede såmænd heller ikke, thi de greb enhver lejlighed til at komme ud med bøssen. Far var dog altid med til klapjagterne i Almindingen og andre steder (plantager). Sidste gang far var til klapjagt i Almindingen, skød han en ræv og to dyr. Far var da ca. 85 år. Jeg mindes, at da jeg var mindreårig og ikke måtte færdes med rigtig bøsse, lavede far mig en sådan af træ. Med denne + en aflagt 'tornyre' som taske traskede jeg med brødrene på jagt, idet jeg hele tiden 'gik hinter'. Jeg husker, at den første hare, jeg skød (husker ikke, hvor gammel jeg da var) fik jeg tilladelse til at sælge i Neksø – jeg kørte en af vognene med korn, da vi tærskede med damptærskemaskine om efteråret. Jeg fik 75 øre for min 7,5 punds hare, og for disse penge fik jeg krudt og hagl til mange patroner. Vi lavede patronerne selv, og det har jeg gjort langt hen i tiden. Jeg har endnu en af de gamle bøsser, den, far altid brugte på klapjagterne; den skød, og den skyder stadig godt, ja glimrende. Mit sidste jagtår (1948) skød jeg med denne bøsse en ræv, der aldrig hørte knaldet. Som slutning vil jeg blot bemærke, at politik skilte søskendeflokken fra Lauegård i to skarpt adskilte lejre i venstre og højre. Det var aldeles utænkeligt, at de kunne 'komme sammen', men holdt sig hver for sig, selskabsmæssigt set. Dette er jo kun spredte erindringer. Der kunne fortælles meget mere, men jeg tror jeg har fortalt så meget, at man får et billede af min barndoms- og ungdomstid – og tiden efter denne hører ikke hjemme her, da det ligger uden for Langemyregårdstiden.
Rønne, den 3. september 1955 O. Edv. Koefoed. |
Ole Edvard Koefoeds Barndoms- og Ungdomserindringer. 1955.