Lauegård, 34. selvejergård i Aaker.
Lauegård, 34. selvejergård i Aaker. Tegnet af Janus Ridder (årstal?).
I privateje. |
Rentegning af Janus Ridders tegning, af Arne Hansen (fra Lauegårdsfamiliens bøger og hjemmeside)
Christian Albert Kofoed, 1840-04-02 - 1900-10-07
Overtog i 1863 Lauegård (34. Slg) i Aaker Hans forældre: Hans Madsen Kofoed og Maren Kirstine Sonne, ovenfor. Blev i 1863-11-27 gift med Johanne Dorthea Munch Hun levede 1837-08-29 - 1912-12-02 Hendes forældre: Købmand Marcus Jespersen Munch og Johanne Kirstine Sonne, Nexø. |
Lauegård i Aaker 1955. Sylvest Jensen, KB.
|
Kendte fæstere og ejere af gården
1598 jbHans Persen 1617 jbLasse Brand 1624Hans Low - ?-1647 1624 forpJens Brand - 1588-1672 1678 Hans Hansen Low - 1641-1692 1695 Christian Hansen Mons Nielsen, 1622-1704 1735 Poul Hansen Low - 1685-1757 1757 Hans Poulsen Low - 1724-1794 1761 Absalon Hansen Kofoed - 1713-1773 1774 arv Hans Konrad Kofoed - 1767-1829 bestyrer Ole Absalon Kofoed - 1752-1813 1829 Hans Madsen Kofoed - 1792-1868 1863 Kristian Albert Kofod - 1840-1900 1895 Hans Kristian Koefoed - 1869-1954 1958 Viggo Andreas Nielsen - 1911-1973 Mogens Munch Nielsen jb =står i jordebogen det år. forp =forpagter |
Tekst af Aage Kure:
34. selvejergård Lauegaard også kaldet Tornegaard og Bonnegaard. Slægten Low - Lov - Loug - Lou - Lau, boede i flere generationer på Lauegården i Aaker Sogn. Gården fik i 1625 sit navn, da den blev overtaget af Hans Low. Gården har før 1625 heddet Tornegård, hvilket navn den faktisk beholdt også i årene fremover; således havde gården reelt to navne over en lang årrække. Det synes som om Tornegården har været det mere officielle navn, og Lauegården det mere folkelige. Efterhånden er Lauegård navnet dog slået igennem. Tornegaard formodentligt efter Tjørnekrat. Også Kaldt Bonnegaard, som jeg tror er en læsefejl, hvor der har stået på bornholmsk - Bohnagårinj (Bondegården). |
Den sidste af slægten Low sælger gården i 1761 til Absalon Hansen Kofoed og herefter er det Kofoed-slægten, der ejer Lauegård, det er her at den kendte Lauegårdsslægt af Kofoeder udgår fra. Blandt andet boede her Hans Hansen Low, der var sandemand fra 1687-92. Seigne eller Kirsten Hansdatter blev viet til Hans Low 26. søndag efter Trinitatis 1673. De fik sammen 10 børn. Hun giftede sig anden gang med Christian Hansen 21. marts 1695. Denne Christian Hansen begår mord på Peder Udde i år 1719. Han flygter imidlertid, og da der savnes en båd på stranden, formodes det, at han flygtede i denne båd. Christian Hansen bliver dømt fredløs, og hvis han gribes skal han "straffes på sin hals."
|
Maren Kirstine Koefoed, 1797-1869 og Hans Madsen Koefoed 1792-1868, Lauegård, Aaker. Foto o. 1865. Begge i fornemste skrud, hun med "nølla" og silketørklæde, han i sin uniform med epauletter og selvfølgelig sin orden, 1859 blev han Ridder af Dannebrog.
Hans Madsen Koefoed (18. marts 1792 på Lauegård i Aaker Sogn – 17. april 1868 i Aakirkeby) var dansk officer og politiker.
Han var søn af Hans Conrad Koefoed (1767-1829) og hustru Gertrud Greiersdatter (1764-1840). Lauegård havde siden 1761 været i slægtens eje, eftersom H.M. Koefoeds farfader Absalon Hansen Koefoed da havde købt gården. Koefoed ægtede 21. september 1816 Maren Kirstine Sonne (9. juni 1797 –1869 ). Han købte Tjørnebygård i Poulsker og arvede i 1830 den fædrende gård. Koefoed blev sekondløjtnant ved Bornholms Milits 1809 og 1818-1819 blev han uddannet på officersskolen i Næstved. 1826 blev han premierløjtnant, 1834 karakteriseret kaptajn, 1836 virkelig premierløjtnant ved 4. Dragonkompagni, 1837 forsat til 1. Kompagni og samme år ritmester. 1847 blev han chef for dragonernes 3. eskadron og 1855 major. 26. april 1863 tog han afsked fra Hæren. 7. juni 1859 var han blevet Ridder af Dannebrog. |
Fra 1840 til 1852 var han formand for sogneforstanderskabet i Aaker Sogn. 1832 kom han i bestyrelsen for den bornholmske afdelingen af Foreningen til den ædle Hesteavls Fremme og blev senere direktør for denne (indtil 1847). 1860 blev han æresmedlem af foreningen.
Ved det første stænderforsamlingsvalg i 1834 blev han suppleant for Øernes 20. landdistrikt (Bornholms østre og søndre herreder) og ved valget i 1841 blev han stænderdeputeret og sad de næste seks år i forsamlingen. Ved det følgende valg i 1847 blev han suppleant. I 1849 blev han valgt til Folketinget for Aakirkebykredsen og sad en enkelt valgperiode indtil 1852. Han støttede Bondevennerne, men var i øvrigt ikke forankret i noget partimæssigt tilhørsforhold. Kilde: wiki. |
Lauegårdsslægten - stamfaderen major Hans Madsen Kofoed, 1792-1868
Læs meget mere om beboerne på denne gård, og alle efterkommerne på http://lauegaardsfamilien.dk HER. (Erindringen derfra).
Aase Larsen, Dansk Folkemindesamling, har fundet disse papirer om familien Koefoeds stamforældre i samlingen. Teksten er kun ændret ved at indføre nutidig stavemåde, men indledningen af Vilhelm Bidstrup, samt den direkte tale er ikke ændret:
Stamforældrenes hverdag! Nedennævnte Smaatræk er fortalt mig af endnu levende 90½ - aarige Rentier Laurits Hansen, Sønder Allé 59, Rønne, Bornholm. Han blev 90 Aar d. 5/3 1937. Han har som 15-18 aarig, Aar 1862-65 været Landvæsensmedhjælper hos den daværende gamle Major, Landstingsmand, Gaardejer Hans Madsen Kofoed, Lauegaard, Aaker Sogn paa Bornholm. Laurits Hansens Hukommelse og Fortællerevne er endnu trods hans høje Alder særdeles god og aandsfrisk. Rønne Novbr. 1937 Vilhelm Bidstrup, fhv. Pantefoged, Laksegade 22. Om Major, Landstingsmand H. M. Kofoed, Lauegaard, Aaker. Når Laurits Hansen (fremover LH) var hos Majoren, og han om aftenen drev køerne hjem til Lauegård sang han: ”Hâ – driv hjem te Moer, for Faaramelk aa Grød e goer, hâ – driv hjem te Far. - aa faa Tjyrapiskastrøj” (=prygl). Hansen tilføjer dog, at han aldrig nogensinde har fået Tjyrapiskastrøj af Majoren. LH omtaler Major Koefoed som en overmåde god, retsindig og retfærdig mand, noget stille og ordknap i sit væsen. Han så flot ud som officer, når han sad til hest, men når han fik sin uniform af og hængt på knagen, var han den jævne, gode danske bonde. Majorens frue ”Majorinden” var mere snaksom og livlig, hun var et ualmindeligt hjertensgodt menneske; havde der været selskab med fremmede gæster på Lauegård skulle tjenestefolkene altid have noget af den gode gildesmad at smage. Majorinden kunne også komme til LH, når han om aftenen sad i den for herskabet og tjenerne fælles aflange spise- og opholdsstue og sige til ham: ”Her min Horra har du garn te aa stoppa dina strømper mé”, og dermed være ham særdeles husmoderlig behjælpelig. Majorinden plejede også julemorgen, efter gammel skik, at være den første der var oppe på gården om morgenen, hun gik da rundt i staldene og så til alle dyrene, så kom hun til tjenerne, (som endnu lå i deres senge) og trakterede med honning og brændevin. Fastelavnsmandag lod hun sig derimod af tjenestepigerne give ris på sengen, og lovede dem alle fastelavnsboller eller æbleskiver til middag. Lørdag aften lod Majorinden altid tjenestepigen hensætte sødmælk til søndagmiddagens ”sødgrød”. Til søndag middag var det også almindeligt med pandekager og stegt flæsk. Majoren var Stænderdeputeret før han blev Landstingsmand, på denne tid var de bornholmske Sparekasser endnu ikke almindelige, derfor tog Majoren en gang, da han skulle rejse til København som Stænderdeputeret, sine sammensparede penge (nærmest pengesedler) og lagde disse ned i en krukke, som han derpå gravede ned i jorden. Når han så kom hjem igen og gravede krukken op, var alle pengesedlerne våde af fugtigheden. Majoren sagde da: ”At jeg arme mand dog kunne gemme pengene i en krukke uden låg, jeg skulle jo have sat krukken med bunden opad, nu måtte jeg jo ligge på en bakke en hel dag og tørre mine pengesedler i solen”. Senere når Sparekasserne kom og folkene fik deres løn den 1. maj og 1. november, sagde majoren altid til dem: ”Jâ har Bogen, ska vi ha nogged paa na i Dâ, saa saj men te”. Majorens egen Sparekasse var ellers nærmest dette, at han havde prioriteter i de fleste ejendomme i Rønne bys, Store Torvegades vestre side nordpå, hvor han så selv ved terminstide gik rundt i husene og hævede sine renter. Disse panter i husene var uopsigelige fra begge parters side. Disse oplysninger har LH fra sin afdøde hustru, hun havde tjent hos nogle aftægtsfolk, og hos disse havde Majoren pant i deres hus. Medens pastor Trandberg var Frimenighedspræst i Aaker, døde en datter af gårdejeren på Lille Hallegård i Aaker. Denne gårdejer tilhørte Trandbergs frimenighed, og ønskede at pastor Trandberg forrettede jordpåkastelsen på sin afdøde datters båre, men dette nægtede pastor Mosin, Aaker, Trandberg at udføre på Aaker Kirkegård. Jordpåkastelsen blev så foretaget hjemme på L. Hallegård. Major Kofoed som ikke var uvillig stemt mod pastor Trandberg sagde så til dette. ”Naar det var en ordineret Præst maatte han vel kunde have Lov til at forrette Jordpaakastelsen paa Aaker Kirkegaard, for den unge Pige burde vel ikke begraves som et andet Kreatur”. En gang kom LH til at slå benet over på en vædder, han var ked af at sige det til Majoren, men denne sagde til ham: ” Det skal du ikke være ked af Laurits, kom følg med mig saa skal vi nok forbinde Vædderens Ben”. Majoren lagde så en skinne med forbindeling om væddernes ben, medens LH holdt vædderen. Majoren underviste LH og sagde: ”Saadan skal du bare gøre Laurits, saa kan du selv en anden gang”. Vædderen blev rask i benet igen. Der boede i Boderne i Aaker på den tid LH var på Lauegård en fisker ved navn Pær Larsen Sjøgaard. Dennes hustru døde fra 3 mindreårige børn. Når Majoren hørte om dette gik han straks ned i det fattige fiskerhjem, han så da at fiskerne og hans børn intet havde at spise - andet en rå rug. Majoren tog straks den ene dreng med sig op på Lauegård, hvor han lod ham være som sin plejesøn til han blev konfirmeret, senere kom denne ud at sejle, bl.a. på robbefangst, men når han om vinteren kom tilbage igen, gik han på gården og hjalp til ved gårdens arbejde. Majoren var altid god mod ham, selv om denne plejesøn senere blev noget forfalden. En aften kom LH ud i stalden for at røgte kreaturerne. Han ser da i mørket, at der formentlig hængte en mand på en bjælke, han går straks og meddeler dette til sine medtjenere, og der går bud efter Majoren, som så straks kom derud sammen med tjenestefolkene, man så nu ved lygtelyset at den formentlig hængte mand, kun var en af medtjeneren Jeppes nyvaskede arbejdstøj, som var ophængt til tørring. |
Folkene grinede nu ad LH, at han kunne tro at der hængte en død mand, men Majoren tog dette så sindig og rolig og sagde til en af karlene: ”Tag Lygten gaa hen og stil dig bag Væggen, kan du saa ikke se, at det i Mørket ser ud som der hænger en mand, det er saamænd intet at grine af, Laurits skyndte sig at sige til efter den Formodning han havde, det var men godt det samme Laurits”.
På Lauegård var i Majorens tid ingen folkestue, men en fælles lang opholds- og spisestue for herskab og tjenere. Her stod henne i et hjørne Majorens skrivepult, herfra sad eller stod han og skrev medens tjenerne var i stuen. Disse kunne godt tale dæmpet sammen medens Majoren skrev, han var ikke nervøs, han forhandlede her med sin søn ”Løjtnanten” den senere Kaptajn Koefoed, Lille Myreård, Pedersker, om militæret og dragonhestene, de sad så og skrev herom i militærprotokollerne. I stuen var også en stor dobbeltalkove med seng, og en gammeldags bilæggerkakkelovn. Majorinden kunne om efteråret når LH kom hjem med en våd trøje sige til ham:” Lad mig faa Trøjen og tørre den paa Kakkelovnen”. Majoren var endnu i LH’s tid fungerende officer, eksercermester ved de bornholmske dragoner. Hver måned red han til Sct. Peders Kirke, hvor de andre dragonofficerer af Major Koefoed fik udbetalt deres månedsløn. En gang årlig kom Søndre Herreds dragonofficerer og mandskab (alle i uniform) ridende til Lauegård, for hos Majoren at få deres sadeltøj og mundering efterset til den årlige mønstringsøvelse. Hele gården var da fuld af dragoner, officerer og mandskab. Hver gård havde sin hest der blev brugt til dragonhest. Mandskabets uniform var deres ejendom. Majoren holdt sig inde i stuerne, indtil den officer der havde kommandoen havde efterset og optalt mandskab og officerer, så først kom Majoren frem i døren, medens mandskabet honorerede ham, og han modtog melding. Derpå gik han selv ud i gården, efterså alt og gav sine ordrer. Om brødning af hør (Lin) på Lauegård. På Lauegård avledes i LH’s tid en del hør. Dette blev sået i jorden om foråret. Det var så modent ved almindelig høsttid. Planten var en lang grøn stængel – ca. 1 alen lang – med en krone i toppen; ved høstningen blev hver plante trukket op af jorden, og blev derefter delt i små bundter stillet op til tørring langs lange lægtestænger. Her stod det i ca. 8 dage til frøet var modent, så skulle det revles, og hertil brugtes en linrevle eller hægle, og herigennem blev så alle hørstænglerne trukket til frøet faldt fra. Frøet blev tærsket og renset; solgtes til oliemøllerne. Derefter var linet færdig til at bredes ud til rytning på en flad græsmark, her lå det til det var muligt at gnide det igennem hænderne til sjæverne faldt fra, så var det færdig til brødning. Brødning foregik således: man gravede en brøddegrav (enkelte steder var denne stensat og brugtes fra år til år) ca. 3 alen dyb, det vil sige den ene alen var ovenpå beregnet til Tørrekonens arbejde ovenpå graven; man lagde brænde i bunden af brøddegraven, og antændte dette. Tørrekonen stod så ved et over graven lagt stillads og tørrede linet, langsom og forsigtig, at der ikke gik ild i linet. – Brøddefolkene anbragte sig gerne hvor der var noget læ bag et hegn, eller bag et sejl, og her fik disse så tildelt hver sit håndmål af linet, som de så brøddede på linbrødden og puttede derefter linet i en sæk; når brødderne var færdige hævede brødningen, og så ved tid og lejlighed fortsattes hjemme på gården om vinteren at sjætte linet, igennem et sjættetræ, her fraskiltes sjættefaldet, som brugtes til grovere linned (lagner). LH omtaler at en gang Major Koefoed og Majorinden en tidlig morgen alene var kørt ud i marken efter det færdige lin, - at alle Majorens daværende mindreårige børn vågnede op og alle savnede deres far og mor, men da de vidste at disse var ude i linmarken styrtede de alle af sted i det bare linned, en for en, alt efter alder og størrelse, ud efter deres forældre i linmarken, som var noget nord for landevejen. Julen på Lauegård var omtrent som på de øvrige bornholmske gårde på den tid. Tjenestefolkene havde travlt med tilberedning til julehøjtiden; gjorde rent i stald og gård; juleaften kl. ca 4½ em. kom de så ind i stuen og spiste ekstragod ”Jyjlaujnarna”, (mellemmad) som bestod i godt skåret smørrebrød, juleøl og snaps, så gik man ud og syslede af, gav kreaturerene ekstra foder, lænkehunden fik ny halm i sit hundehus og ekstra julefoder, så kom man ind igen og spiste juelaftensmad, som bestod i: klipfisk, risengrød og steg. – Majoren ønskede alle en Glædelig Jul, så tilbragtes aftenen med at spille dam, hund efter hare og andre julespil. – Der var ingen juletræ. – Maden blev stående på bordet juledagene over, man lagde borddugen op over maden, når der ikke holdtes måltid. Anden juledag kom altid de daværende gifte børn, (som var bosat forskellige steder på gårde på øen) hjem på julebesøg, så blev der fyret op i Storstuen og holdt juleselskab. Anden Påske- og anden Pinsedag kom børnene også hjem til Majorens på besøg, og på Majorens fødselsdag den 18. april kom disse også på Lauegård til Faderens fødselsdag, denne mindedag blev stadig senere holdt i slægten på Lauegård, eller hos andre af den store Koefoed slægt på Bornholm, nu holdes den som en slægtssammenkomst om sommeren i Almindingen. Majorens tog sig også selv en gang imellem en køretur ud omkring på øen, og besøgte deres børn og slægtninge, medens de så var borte kunne kokkepigen lave pandekager til folkene på gården, som disse så lod sig smage, når Majorens så kom hjem kunne Majorinden sige til kokkepigen: ”Naa hvorledes smagte så Pandekagerne? – Ja!, Ja! Min Paja me Maada ded e men got alt sammen”. Majoren som var en godsindet mand tog sig også af en stakkels åndssvag mand ved navn Jens Larsen. Denne havde af fattigvæsenet været anbragt hos en husmand, men da Majoren formente, at han her ikke havde det godt, tog han Jens Larsen til Lauegård, og var her god imod ham. Larsen kunne hjælpe lidt til ved gårdens arbejde, alt efter sine evner. Når så majorens søn (den senere kaptajn Koefoed) blev gift og bosat på Lille Myregård i Pedersker, flyttede Jens Larsen med hertil. |
Lauegård i Aaker. Viggo Nielsen, gårdejer - 1962-09-12, Sylvest Jensen, KB.