Stålegård, Staalegård, 60. selvejergård i Aaker + 58. og 59. slgd.
Staalegård i Aaker, måske på et tidspunkt, hvor den store jernvindmølle er sat op. Foto Charles Leander Sundbøll. o. 1920.
Jernvindmølle, vindrose, på Stålegård, 58. og 60. selvejergård i Aaker. Foto 1947, Erik Pedersen. Møllen forsvandt ved gårdens brand nogle år senere.
|
Aaker sognekort 1860-1872, udsnit. Både Brogård og Sigtegård er revet ned og lagt under Stålegård, 60. slgd.
|
1946. Pedersen, Aksel, gårdejer. Staalegaard (58 og 60 S), Almindingsvej 31, Aaker sogn. Bemærk at der er en stor jernvindmølle på Foto Sylvest Jensen, KB.
Stålegård. Person: Pedersen, Aksel, gårdejer. Bygningsnavn: Stålegård. Adresse: Almindingsvej 31, Aaker. Ophav: Sylvest Jensen. År: 1949.
Måske Staalegård? Ingen beviser for at det er!
Det er et interessant foto, et specielt billede. Læge Sigfred Borch, Allinge, brugte samme købekartoner til montering af fotos, se HER.
Stålegård i Aaker? Et forsøg på at sætte navn på en gård. Den ukendte fotograf, der har taget dette billede (med en fin guldindramning), bryder sig ikke om alt for sirlige opstillinger. Her har gårdens folk blot stillet sig op på gårdspladsen og de to mænd på taget har også gjort sig klar til at blive fotograferet. Ellers er de der alle sammen, gårdmandsparret i midten med deres to yngste børn på armene, tre andre børn til venstre, den store dreng har fat i hunden. Børnene er i deres bedste tøj, prøv at se hvor fine hatte de har på. To tjenestepiger (måske er den ene en datter) har også fundet deres fine hatte frem, og så er der den ældste søn og en karl, som holder på Frederiksborghestene. Der er ikke nogen af de 13 personer på billedet, som ikke har en kasket, en kyse eller en hat på hovedet og egentlig ser de alle vældig rejseklædte ud. Der er tre heste med, den ene er vist et stort føl. Vi aner en fastvogn til venstre i billedet, faktisk på møddingspladsen, men det er temmelig sikkert ikke den, familien og deres tjenestefolk er kommet kørende i. Hvad laver mændene på taget? De tækker ikke, mon ikke det mosovergroede tag er utæt og skal lappes? Det går altid galt ved skorstenen.
Vi ser hen på stuehuset, der ligger badet i sol, vi er midt på dagen, stuehuset ligger i nord, det er sydsiden vi ser. Det er en gammel, lav bindingsværkslænge, og man kan da også få øje på de naglehuller, der oprindelig holdt løsholterne på plads. Man har skiftet de gamle, lave blysprossede vinduer ud med store vinduer med kun tre ruder i hver ramme. Bedstforstuen ligger mod vest – det betyder, at salen også må ligge i vest. Hverdagsforstuen er mod øst, hvor der så er bryggers, melstue og hvad der ellers hører med i køkkenregionen. Der ser tomt ud i vinduerne, ingen potteplanter, ikke meget liv. |
Bag på billedet står der, at billedet tilhører Pedersen på Skovgaard i Østermarie. Aha! Skovgård i Østermarie kan man finde i "Sladrebogen” (Bornholms Historie, Landbruget og dets Biografier, 1950). Der er et billede af Skovgård, 40. selvejergård. Ejer siden 1936 er Osfred Johs. Pedersen, født 1907 på gården. Det passer med Pedersen - men - det er ikke det samme stuehus. I Østermarie vender salene på gårdene stort set altid mod øst, så det passer heller ikke. Hvad så? I Kures gårdfortegnelse www.bslf.dk kan man tjekke navnene på gårdenes ejere og der ser man, at Osfreds far, Johannes Pedersen også – og siden 1913 – ejede Stålegård i Aaker (der kunne salen godt vende mod vest!). Hvor nemt! Tjek ”Sladrebogen” – nej, desværre, der er nyt stuehus på Stålegård på billedet af gården i bogen - og ingen billeder af gården med det gamle stuehus synes at være tilgængelige. Det er altså ikke umiddelbart til at bevise, om dette er Stålegård, men sandsynligheden taler da for det?
Så er det Johannes Mathias Pedersen, f.1860, vi ser på billedet sammen med kone, børn og tjenestefolk. I 1913 overtog han Stålegård, 60. selvejergård i Aaker efter sine forældre, gården havde ellers tilhørt en søster og hendes mand et par år. Johannes var blevet gift med Petra Kristine Sode i 1895, samme år som han købte Skovgård i Østermarie og knap 20 år senere overtog han altså sin fødegård. Jeg tror han har fået en fotograf til at forevige det øjeblik, hvor han tager Stålegård i besiddelse! Det var et børnerigt ægtepar som man ser, ældste søn Axel overtog Stålegård, yngste Osfred, Skovgård i Østermarie. I 1946 er Stålegårds stuehus nyt, så ... |
Person: Pedersen, Aksel, gårdejer. Bygningsnavn: Stålegård. Adresse: Almindingsvej 31, Aaker . Ophav: Sylvest Jensen. År: 1949